Tuesday, November 6, 2007

Medie interesse for maleri udstillingen








Det er helt vildt. Her til aften er jeg blevet interviewet til NILE TV, til et kulturprogram der hedder "Report". Jeg blev bevilget 10-15 min, hvor jeg blev bedt om at fortælle om alle mine malerier, og jeg gik derfor fra maleri til maleri og fortalte veloplagt om hvert eneste. Jeg skulle også fortælle lidt om min maleteknik, om farvevalg etc..
Derefter skulle Pritty gøre det sammme. Desværre var Sheela forhindret i at være tilstede, men galleri-ejeren repræsenterede hende udmærket.
Nu venter vi spændt på hvornår udsendelsen kommer i TV. Vores chauffør Ismail er pavestolt over at hans boss`s kone har været i TV, og har allerede flere løsninger på, hvordan vi kan få udsendelsen at se - vi kan altid se den i hans lille lejlighed sammen med hele hans famile.

Af gode grunde kunne jeg ikke fotografere mig selv under interviewet - men jeg har foreviget Pritty (i rødt) da hun "var i ilden", samt knipset galleri-ejeren dr. Nadia (i lyseblåt), der taler med produceren.

Monday, October 22, 2007

Kirsten, Pritty og Sheela udstiller på Galerie Toot i Cairo








Vores maleriudstilling har vi kaldt "Born in Egypt" da alle udstillede billeder er skabt i Egypten. Ferniseringen onsdag d. 31. oktober forløb godt.




Der var ca. 100 inviterede gæster, de fleste danske. Desværre havde den danske ambassadør måttet melde afbud, men ambassadørerne fra Mauritius og Bangladesh kom som lovet og klippede snoren over sammen med Mogens! Tilmed var der en minister fra Mauritius til stede, mrs. Indranee Seebun, Minister of Womens Rights, Child Development and Family Welfare, som var til et internationalt børne-seminar i Cairo. Hun var så venlig at holde en lille tale for os tre udstillere, der ønskede os til lykke, alt godt og en strålende fremtidig international karriere! Der blev budt på sodavand og specialiteter fra de tre lande (vi droppede ideen om et godt glas vin, da Egypten er et muslimsk land, hvor der ikke drikkes offentligt).



Mit nyeste og hidtil største maleri "Egyptian Circles" var med, stadig lidt våd i kanten, for oliemaling er mange dage om at tørre.

Jeg har foreløbig fået solgt to af mine malerier!






Sammen med to andre medlemmer af El Sawys malergruppe udstiller jeg malerier fra d. 1. November -14. November i Galerie Toot, adr: 80, Mohie el-Din Abu El Ezz, 2. Fl. Dokki. (lige overfor Shooting Club).

Udstillingen er åben hver dag undtagen fredag fra kl. 11.00 – 22.00. Mine medudstillere er Pritty Teeluck-Gaffar fra Mauritius og Sheela Karim fra Bangladesh.




For første gang har jeg malerier til salg, bl.a. "Papageno" og "Seagull" som ses her!

Wednesday, September 26, 2007

Lejligheden er ved at være færdig
















Det er en måned siden vi begejstret fortalte om lejligheden i Maaadi. Vi er stadig meget tifredse med købet. Det er sjovt at se nøgne rum tage form og blive til et "rigtigt hjem". Her er der ingen problemer med at få håndværkere. De kommer måske ikke helt på det tidspunkt, som man havde aftalt, men de kommer ... om det så er blikkenslageren, der har arbejdet to aftener fra kl. 19.30 til over midnat for at tilslutte vand til køkkenvask og vaskemaskine og skifte pakninger på toilet, vandhaner mv. Men så kom regningen da også op på 550 kr for arbejdslønnen incl.de mange remedier, som han skulle bruge!

Alle møbler er lavet og købt her i Cairo(undtagen en buffet,importeret fra Vietnam). Det ville være absurd at skaffe møbler fra Danmark og indrette et dansk hjem - det har vi jo også i forvejen! Her er der et orientalsk look, men smagen er alligevel umiskendelig skandinavisk: hyggebelysning, lav pendel over spisebordet, små tæpper på parketgulve. Farverne er rene blå, gule, røde - mens træ-møblerne er mørkt honning-farvede eller hvidmalede.

Vi har overnattet her et par gange og nyder det. Der er stadig et par ting, der mangler, men de er bestilte og vil komme indenfor en uges tid.

Her er et par fotos som der ser ud dags dato. Storstuen med et kig ind i spisestuen, spisestuen med messinglamper, to soveværelser og ikke mindst et kig hen over Nilen med et par af de mindre kendte pyramider ved Abusir i det fjerne. Klik på billederne, så I ser dem på fuld skærm.

Saturday, August 25, 2007

Vores nye lejlighed i Kairo




Efter mere end et års jagt fandt vi endelig drømmeboligen.

Den ligger i forstaden Maadi ca. 20 km fra Zamalek, hvor vi bor nu. Det er i et roligt grønt kvarter og gaden hedder El Sad el Aaly, som betyder "den høje dæmning" og det hentyder til Nasser's store vandkraftværk i Aswan. Tidligere har området sikkert været oversvømmet en del af året, men på grund af dæmningen er oversvømmelserne nu en saga blot.
Vi var ved at opgive køb, fordi vi i et par tilfælde løb ind i problemer lige før underskrivning af kontrakt. Boligpriserne stiger meget stærkt i Egypten i øjeblikket og man skal slå til, når den rigtige er der. Vi har haft kontakt med flere ejendomsmæglere. De fleste har glimret ved deres manglende interesse. Det var en ung ejendomsmægler Ramadan fra 21.Century, som har hjulpet på det seneste. Han var måske ikke sendt fra gud, men det var en dansk præst Henrik, som gav os kontakten.
Midt i sommerferien fik vi en SMS fra Ramadan, som sagde at han havde en lejlighed som vi absolut måtte se. Den var lidt over budgettet, men han var ikke tvivl om at det var lige noget for os.

Vi så den en halv time søndag aften d. 29. juli og var helt klar over at her måtte vi slå til øjeblikkelig. Næste aften mødtes vi med ejeren, der er musik-event-manager med engelsk kone. To dage senere forhandlede vi en aftale på plads og gav ham samtidig en rimelig stor udbetaling. Vi gik så i fuld gang med at overføre resten af pengene fra vores danske til vores egyptiske bankkonto. Med god hjælp fra vores danske bankrådgiver lykkedes det at få overført alle pengene hurtigere end forventet. Allerede torsdag d. 16. august underskrev vi den endelige kontrakt, betalte pengene, fik fuldmagt på lejligheden og fik nøglen. Samme dag afslørede han faktisk at han få dage tidligere havde fået et tilbud der var 90,000 LE højere, men han ville ikke løbe fra vores aftale!

Undervejs var der koblet sagfører på hele tiden. Lykkeligvis havde 21. Century en trainee, Mona, en 50 årig nubisk-amerikansk ejendomsmægler - netop inden for den periode, hvor vi har handlet. Takket være hendes dynamik, sit perfekte engelske sprog og god vestlig viden var hun uundværlig for os i forhandlingerne.

Lejligheden ligger på 6. sal i en ejendom, der er ca. tyve år gammel. Der er god plads: 150 m2 + to balkoner. Udsigten er fantastisk! Vi ser henover et fladt fabriks-område direkte henover Nilens løb og over på den anden bred, hvor silhuetter af alle pyramiderne tydeligt ses omgivet af ørken: De tre store Giza pyramider, pyramiderne i Dashur og trinpyramiden i Zakkara. Vi ser også lige henover de tre smukke kupler på Jomfru Marias kirke og kloster, der er bygget på det sted ved Nilen, hvor Josef, Maria og jesusbarnet opholdt sig under flugten fra Herodes.

Lejligheden var under renovering da vi overtog den, men der manglede køkkenelementer og hårde hvidevarer. Det er nu bestilt og lovet leveret inden tre uger. Snedker er ved at lave ny hoveddør, reoler, reparere vinduer, slibe trægulve af og lakere dem. Han maler også hist og her.
Vi har nu købt det meste af møblementet, så på nuværende tidspunkt mangler vi kun et spisebord og stole og mindre ting. Så alt i alt tror vi på at lejligheden er helt færdig ca. 1. oktober.

Men måske kommer der en anden fase: Der er det spændende aspekt ved den nye lejlighed, at en trappe fører fra balkonen op til et hul i taget. Heroppe er vi de eneste, der har adgang, så vi har planer om at lave en grøn taghave med tiden.

Kirsten har været rundt med vores chauffør Ismail. Vi har sat ny egyptisk rekord i hurtigheden i at få tilmeldt telefon, el, gas og vand.

Friday, June 22, 2007

Et par ord om Yoga, der stadig er en del af hverdagen



Yoga betyder “helhed” fordi denne 5000 år gamle geniale indiske videnskab integrerer krop, sind, energi og bevidsthed.

“Kender du det at få en stor bog i hånden på 600 sider, som du har hørt skulle være god! De første 30 sider er kedelige, og det er svært at få sammenhæng i noget af det. Skal du stoppe, eller vil du give den en chance? Noget siger dig, at du bør gå videre. Og på side 50 sker det: Du er helt opslugt og fanget af denne bog for det går pludselig op for dig, at den handler om dig selv og dit eget liv. Sådan er yoga for mig!”

Disse linier skrev jeg, mens jeg boede i Delhi fra 1997- 1999. Jeg lærte yoga at kende på Den Norske Ambassade, hvor jeg arbejdede. Der var netop startet et yoga-hold for personalet, og jeg måtte gerne være med. Læreren, dr. Sharma, var helt usædvanlig. Her er hans historie:

En yoga-læges histore
Maharajaen i kongedømmet Neemrana havde en livlæge, der samtidig var hans personlige yogatræner. Denne mand var en stærk personlighed, der ønskede at hans specielle profession skulle føres videre i slægten. Han udså sig derfor blandt flokken af børnebørn lille Subhash på tre år, der trods moderens protester, blev fjernet fra hjemmet og sendt ud blandt fremmede mennesker. Hans bedstefar stod for planlægningen af en benhård oplæring, der indbefattede ophold hos de bedste yogalærere og læger over hele Indien. Subhash gik ikke i almindelig skole, hans sprog var sanskrit, han gik kun med det traditionelle indiske lændeklæde dhoti og havde nøgen overkrop sommer og vinter. Han levede med vismænd og mediterede i huler i bjergene. Han levede sådan indtil han var fyldt 21 år. Da blev der sendt bud efter ham fra familien i Ajmer i Rajastan. Overhovedet, den gamle bedstefar var netop død som 110 årig, længe efter at de indiske kongedømmer var ophørt med at eksistere, så nu skulle drengen tilbage til en normal livsførelse. Han måtte lære at tale engelsk og gå i bukser og skjorte. Han blev indskrevet på universitetet og var den første i Indien der tog en kombineret læge/yoga eksamen. Da han var giftefærdig, valgte forældrene en ung pige af brahminer-kasten til hans brud. Dr. Subhash Sharma tilbragte adskillige år på hospitaler i Wien, hvor han skrev artikler og underviste i sin specielle blanding af lægevidenskab og yoga, men trivedes ikke i det mondæne og overfladiske miljø, der nemt kunne have gjort ham velhavende. Han længtes efter sin indiske baggrund, og rejste derfor hjem for at koncentrere sig om helbredelsen af kræftpatienter via yoga på Delhis velrenomerede All India Institute of Medical Sciences.
I de år vi boede i Delhi kørte han rundt på motorcykel og underviste både syge og raske personer på diverse yogahold. Mogens og jeg forudbetalte ½ års yogaundervisning til brug for et indskud til en lejlighed, da de ventede deres andet barn, og det gav støddet til at han senere kunne åbne sin egen klinik i Defence Colony.

Efter få yoga-træningstimer med dr. Sharma, indså jeg betydningen af det på langt sigt, og besluttede at jeg absolut måtte have Mogens med. På det tidspunkt havde han fået en slem gang astma og var modtagelig for gode råd. Jeg fik organiseret et dansk hold hjemme i vores egen stue, hvor Mogens også deltog. I en lang periode havde jeg så dobbelt-timer hver dag, så øvelserne satte sig i min krop.
Her i 2007 laver vi stadig yoga sammen (dagligt om muligt) og er man nødt til at springe nogle uger over mærkes det straks i kroppen: man føler sig stiv, uoplagt og uden energi.

En opsang her til sidst: Synes du det er lægens eller dit ansvar at holde dig rask? Er du rent ud sagt for doven til at gøre en indsats for at:

• Blive slankere
• Spise sundere
• Få en bedre kropsholdning
• Få et bedre blodomløb
• Få et bedre immunforsvar
• Slippe af med de irriterende småskavanker, der skyldes ubalance i kroppen: kolde tæer, luft i maven, let til forkølelse, fordøjelsesbesvær, sure opstød, menstruationssmerter, hovedpine, ondt i skulder og nakke, krampe i benene etc.


Du bestemmer selv! Siger du JA til starte på yoga, så lader du din krop indgå i en proces. Undervejs iagttager du intenst og med spænding, hvad der sker med dig selv: større energi, overskud og velvære. Du bliver bevidst om din egen krop og hvordan den fungerer. Du får nye dimensioner, og du overskrider nogle grænser både fysisk og psykisk. Du udvikler et personligt redskab /en ressource indeni dig selv, som du kan tage frem og bruge nårsomhelst.
Så kom bare igang med yoga: Du vil takke dig selv for det!

Saturday, June 9, 2007

Kirstens Egyptiske Galleri

Her præsenterer vi de værker, som Kirsten har malet i Kairo.





Delta Village
40x50 cm, oil on canvas, Cairo 2007




Medusa
25x30 cm, oil and acrylic on canvas, Cairo 2006






Pyramids in sunrise
25x30 cm, oil on canvas, Cairo 2006





Nut protects with her wings the cartouche of Tut-Ankh-Amun
25x35 cm, oil and acrylic on canvas, Cairo 2005





Islamic Camel
40x30 cm, oil and acrylic on canvas, Cairo 2006





Elephantastic
To-delt maleri a 20x20 cm, acrylic on canvas, Cairo 2006






Seafood
30x25 cm, acrylic on canvas, Cairo 2006







Sufi
50x70 cm, oil on canvas, Cairo 2006









Birqash Camel Market
30x40 cm, oil on canvas, Cairo 2005



Pyramide Magic
25x30 cm, oil on canvas, Cairo 2005


Banana Vendor
50x70 cm, oil on canvas, Cairo 2005



Two Woman at Medinet Habu
30x40 cm, oil on canvas, Cairo 2005







Ramses I between Horus and Anubis at Philae
40x50 cm, oil on canvas, Cairo 2007






Dialogue at the camel market
20x30 cm, oil on canvas, Cairo 2005







Desert Dream
35x50 cm, oil on canvas, Cairo 2007








Silver Faun
25x30 cm, oil/acrylic on canvas, Cairo 2006









Sheherezade
25x30 cm, oil/acrylic on canvas, Cairo 2005

Wednesday, May 23, 2007

Kommentarer

Der er flere, der har spurgt, hvordan man kommer i dialog her på webbloggen! Man kan nemlig godt sende besked til andre og reklamere om "Kirsten i verden". Men at skrive kommentarer til selve teksterne? Indtil vi lige finder ud af det, så send venligst en hilsen eller kommentar til en af følgende mail-adresser:

kirsten@cng.com.eg
eller kirstenicairo@gmail.com

Friday, May 18, 2007

Fotos til Nil-nyt maj 2007



Den sorte ørken i "Western Desert".





Nulle og Verdensorkestret endelig ankommet og klar til jobbet.






Den hvide ørken i "Western Desert".

Kirsten's udstilling på El Sawy, Zamalek, Cairo



Kirstens malerier udstillet på El Sawy

Ialt fyrre kunstnere`s værker blev vist på en stor fællesudstillling en uge i maj. Det var tegninger, akvareller, olie-, akryl- og silkemalerier, alle udført under vores lærer mr. Khalid`s kyndige vejledning. Kunstnerne var alle egyptere, undtagen Kirsten fra Danmark og Pritty fra Mauritius.
Kirsten præsenterede ialt syv af sine oliemalerier, hvoraf det ene var solgt allerede.


"Medusa", oil on canvas.


"Ramses I mellem Horus og Anubis", oil on canvas.

Nulle og Verdensorkestret i Egypten


De landede midt i sandstormen!
Da Nulle og Verdensorkestret var på koncertrejse til Egypten

Alt var klart til at afhente det danske jazz-orkester. To ambassadebiler med chauffører holdt parat kl. 14 i Cairo Airport til at bringe klarinetspilleren Nulle, hans kone/sangerinde Louise, trommeslager Karsten, bassist Jacob og pianisten Peter til den hotelhusbåd på Nilen, som skulle være deres hotelværelse under opholdet.
Samme formiddag var Kirsten til kaffe-møde med gruppen af danske kvinder. Vi sad på en stor balkon og nød det dejlige varme vejr, men måtte pludselig fortrække indendørs, da heftig vind og gullige sandskyer formørkede himlen. Denne årstid plages af Khamseen`en, der bringer ustadigt vejr med sandfygninger. Selve ordet ”khamseen” betyder halvtreds, for i halvtreds dage i marts-april er der risiko for at sand fra ørkenen fylder luften, så folk med luftvejsproblemer må bære maske. Det hænder også at der går ild i huse og folk omkommer i trafikulykker pga dårlig sigtbarhed. Dennegang var det så slemt at Cairo Airport måtte lukke for al trafik ½ dags tid. Vi krydsede fingre for at Austrian Airlines-flyet alligevel fik lov til at lande ”on time”. Det fik det - desværre ikke i Cairo, men i Hurghada lufthavn, der ligger en 5-timers buskørsel sydpå. Fandens også! Heldigvis skulle orkestret først spille på anden dagen og det var jo heldigt. Ambassaden fik mobil-kontakt med orkestret i Hurghada lufthavn, og hørte om de hundreder af utålmodige passagerer, der rasede over at deres rejse var afbrudt. De måtte vente i mange timer i uvished uden vådt eller tørt, og humøret var temmelig lavt hos alle andre end hos orkesteret. For at sætte stemningen lidt i vejret stillede Nulle og Co sig op og gav det klassiske nummer: ”When you are smiling, when you are smiling, the whole world smiles to you”. Det virkede, for folk kom jo til at trække på smilebåndet og mange kom hen og takkede for nummeret. Da fly-trafikken nogle timer senere blev genoptaget, lykkedes det at få orkestret med et Air Egypt nat-fly til Cairo, og de ankom til deres husbåd med 14 timers forsinkelse. Da var det rart at kunne stille sig op på dækket af hotelbåden og i en ”cigarets-tid” nyde natte-stilheden og den storslåede udsigt udover Nilen og lysene i højhusene.


Nulle og Co. på arbejde

Enan Galany, dansk-egypter og stor hotelejer, har renoveret et historisk hotel i oasen Fayoum, der ligger 80 km fra Cairo. For at markere dette og placere Fayoum-området mere centralt som et attraktivt og spændende turistområde blandt danskere arrangerede Den Danske Ambassade sammen med diverse sponsorer en ”Jazz-event” med et dansk band d. 19.-20. april. Ligesom i Haveselskabets Have ved sommer Jazz-festivalen i København spilledes der udendørs på græsplænen, mens tilskuerne sad og nød musikken med en kold øl i hånden. De egyptiske familier, der var tilstede, kunne også godt lide den glade rytmiske musik, ungerne legede og de voksne vuggede i takt til musikken. Mange gæster overnattede i de nyrenoverede og lækre værelser med udsigt til den store saltsø, Qarun, som hotellet vender ud til. Musikerne syntes det var sjovt at sætte sig før/efter koncerterne sammen med gæsterne og få en snak om livet i Cairo. Samtidig lærte vi danskere så noget om at leve af at spille musik. Det er svært, derfor læser den ene jura, den anden har eget It-firma med fem ansatte, èn serverer på restaurant o.s.v.
Udover at spille i Fayoum gav Verdensorkestret koncerter på de to jazz-spillesteder: ”Cairo Jazz-Club” og ”After Eight”. Der kunne godt have været flere tilskuere til koncerterne, men vi danskere gik jo også pænt hjem ved 23-tiden for at få sin gode nattesøvn før en ny arbejdsdag. .. Men holder man ud, så opdager man at først fra kl. 23 begynder egypterne at gå i byen, og ved 3-tiden går man hjem. Nulle og Co fik derfor mange fine oplevelser med almindelige egyptere sent på natten, både i samspil med andre musikere, men også med gode samtaler blandt nye venner.

Det danske jazz-band Nulle og Verdensorkesteret består af Elith "Nulle" Nykjær, klarinet. Jakob Thors, bas. Karsten Kjems, trommer. Peter Rosendal, piano og ”følehorn”. Louise Albeck, vokal.

En lækker opskrift!

Mokasaka
En selvopfunden ret med egyptiske råvarer.
Råvarer:
Til 6 personer:
1 kg hakket kalvekød
1 kg artiskokhjerter (kogt)
2 løg
10 fed hvidløg
2 gule eller røde peberfrugter
Kom lidt olivenolie i en gryde og kom de hakkede løg, peberfrugter og hvidløg i gryden og steg lidt. Skær 8 artiskokhjerter i skiver og kom dem i gryden og steg med. Så kommer man kødet i og rører rundt. Salt, peber og andre krydderier som basilikum og persille kan kommes i. Når kødet er brunt er første del af forberedelsen færdig.
Så kommer man halvdelen af blandingen i et ildfast lågfad. Dernæst kommer man et lag af artiskokhjerter. Derefter resten af kød blandingen over. Så laver man et låg med artiskokhjerter. Kom tørret persille, salt og peber over. Smør overfladen med olivenolie.
Læg låget på fadet og sæt retten i ovnen ved 200 oC i ca. 50 minutter.
Hvis I ikke har artiskokhjerter eller I synes de er for dyre kan man bruge courgetter. Skær courgetter i skiver og steg dem lidt i olie før I kommer dem i lagvis i retten.


Vin: En Cape Bay rødvin fra Egypten eller en anden lettere rødvin.


Musik: ”Bewitched” med Nulle og Verdensorkestret