Wednesday, September 26, 2007

Lejligheden er ved at være færdig
















Det er en måned siden vi begejstret fortalte om lejligheden i Maaadi. Vi er stadig meget tifredse med købet. Det er sjovt at se nøgne rum tage form og blive til et "rigtigt hjem". Her er der ingen problemer med at få håndværkere. De kommer måske ikke helt på det tidspunkt, som man havde aftalt, men de kommer ... om det så er blikkenslageren, der har arbejdet to aftener fra kl. 19.30 til over midnat for at tilslutte vand til køkkenvask og vaskemaskine og skifte pakninger på toilet, vandhaner mv. Men så kom regningen da også op på 550 kr for arbejdslønnen incl.de mange remedier, som han skulle bruge!

Alle møbler er lavet og købt her i Cairo(undtagen en buffet,importeret fra Vietnam). Det ville være absurd at skaffe møbler fra Danmark og indrette et dansk hjem - det har vi jo også i forvejen! Her er der et orientalsk look, men smagen er alligevel umiskendelig skandinavisk: hyggebelysning, lav pendel over spisebordet, små tæpper på parketgulve. Farverne er rene blå, gule, røde - mens træ-møblerne er mørkt honning-farvede eller hvidmalede.

Vi har overnattet her et par gange og nyder det. Der er stadig et par ting, der mangler, men de er bestilte og vil komme indenfor en uges tid.

Her er et par fotos som der ser ud dags dato. Storstuen med et kig ind i spisestuen, spisestuen med messinglamper, to soveværelser og ikke mindst et kig hen over Nilen med et par af de mindre kendte pyramider ved Abusir i det fjerne. Klik på billederne, så I ser dem på fuld skærm.