Tuesday, December 15, 2009

Indiens fotoudstilling på Bibliotekscenter

Et ophold i Indien kan ændre ens liv. Det skete for mig. Selv om det er ti år siden, står oplevelserne lige så friske, som om det var igår. Gennem yoga lærte jeg at holde af alt det, som Indien rummer: den storslåede natur og det rige dyreliv, kulturen, kunsten, musikken, historien – og ikke mindst de karismatiske indere selv. De betagende templer og de mange religioner trænger sig ind på en i hverdagen, specielt de tre store: hinduismen, buddhismen og sikhismen, der alle er opstået i Indien.
Det er svært at vælge ens favoritbillede! Er det morgenstemningen ved den spejlblanke Ganges ved Rishikesh? Den mildt smilende bedstefar med sit mongol-barnebarn? Kvinden der ser direkte på dig ud igennem tremmerne fra kvindefængslet Tihar Jail? Udsigten langt ned i den solbeskinnede dal, set fra det blæsende pas Ganda La i 4.985 meters højde i Ladakh? To sikher, optaget af at spille et spil, ved Det Gyldne Tempel i Amritsar? To smilende kvinder, der stamper tøjet rent, i bjerglandsbyen Naggar? De rugende skestorke i Bharatpur Nationalpark?

Udstillingen på Statsbiblioteket/ BiblioteksCenter for Integration kan ses fra 17. november til 17. januar 2010 i SBCI`s kontortid mandag-torsdag kl. 9 – 16 og fredag kl. 9-14 – efter aftale. Tlf. 44 73 46 04. Adr. SBCI, Ovengaden oven Vandet 58A, 3. Sal. 1415 København K.
Kontaktperson: Peter Jessen, tlf. 4473 4620, mobil 4126 5947.


Vi holdt en foredragsaften d. 24. november med titlen: Yoga og det sanselige Indien". Bagefter gik vi alle på den nærliggende restaurant "Tasty", og fik et herligt indisk måltid.