Monday, October 18, 2010

Sommer fortsat: Læsø, Ærø og Samsø - og et smut til Kairo

Hu hej, det har vel nok været en sommer fyldt med gode oplevelser og aktiviteter.

Læsø til 40 års fødselsdag
Sidste gang vi så fødselaren, Christian Havrehed, var i 1989, da han var studerende på Peking Universitet. Der var opstand på Den Himmelske Freds Plads, og alle danskere skulle evakueres. Mogens reddede ham i ambassadens bil og indkvarterede ham i vores lejlighed. Det er 20 år siden, og vi har holdt en vis kontakt med ham siden dengang. Nu bor han i Shanghai, er gift og har to drenge. Men fødselsdagen ville han altså holde på Læsø, hvor hans rødder befinder sig.



Det var en meget dejlig oplevelse at møde ham igen, hans danske familie, naboer og legekammeraterne på Læsø, hans business-venner og hans fars trofaste tyske vennekreds. Dem, der endnu ikke har læst Christians bog: Fra Beijing til Barbados i en robåd, har noget til gode. Det handler om den rotur som Christian og en kineser foretog som deltagere i "The Atlantic Rowing Challenge". Bogen er både underholdende og spændende, men den handler også om at turde forfølge ens drømme og realisere dem imod alle odds.
Læsø viste sig fra sin smukkeste side, så vi lejede cykler fra Strandgården,
nød den flotte natur med lyngområder og hilste på fårene.






Et Ærø besøg
Vi så frem til et gensyn med "de gamle venner", Carsten og Lone, der ejer Ærøskøbings ældste hus Philip Kocks Hus.


Samtidig var vi heldige at kunne låne vore naboers lækre fritidshus i nærheden. Det blev fire dage fyldt med hyggeligt og sjovt samvær. Den ene dag blæste en frisk vind, hvad der gjorde det svært at finde et godt læsted til den traditionsrige picnic.

Dagen efter var der blikstille, så vi kunne nyde naturen i fred og ro.


Ærø bød også på et overraskende gensyn med Jes, Mogens` tidligere kollega på Ambassaden i Delhi, der nu har fået et nyt liv på øen.

Samsø

En invitation til Vagn`s 70 års fødselsdag fik os til Samsø. Vi indkvarterede os i nærheden af Onsbjerg Lilleskole, hvor festen foregik. En festlig og musikalsk familiebegivenhed med ca. 60 gæster, hvor der blev sunget og danset til langt ud på natten. Vi gik hjem ad den mørke landevej under de blinkende stjerner. Ellers benyttede vi lejligheden til at "køre øen tyndt" fra nord til syd. Vi så det imponerende Issehoved, Ballen Havn, Langør Kirke og udsigten fra Dyret.


Undervejs købte vi også de dejligste Samsø kartofler og gulerødder samt lokalproduceret vin. Kirsten købte også en fin strikhue.

Kairo

Et kort besøg for at følge med i renoveringen af vores store balkon.

Den tidligere er revet ned. Der er lavet et nyt murstensfundament og opsat en kraftig jernramme. Den morgen vi rejste skulle der cementeres. Vi glæder os til næste gang, hvor vi nok kan klippe snoren over og skåle i et glas champagne.


På Kirstens fødselsdag var vi i Khan el Khalili, hvor vi drak myntete i den lille gyde, der inspirerede Naguib Mahfouz til at skrive Midaqgyden. Her købte vi også krydderier.



Forberedelser til KULTURNATTEN

Vores mongoltelt hjembragt fra Beijing i 1992 skal udstilles lørdag d. 6. november i Birkerød som et led i Kulturnattens arrangementer.

Vi har længe været i gang med at reparere hullerne efter et kraftigt møl-angreb.



Vi har haft arbejdende værksted i gården, hvor nabo Birte har været vores læremester i kartning af ny fåreuld fra Ærø, i kunsten at bruge filtenåle og derefter med en rystepudser og varmt sæbevand at arbejde det nye og det gamle uld sammen.


Nabokatten Conrad var meget interesseret i at ælte filten med sine kløer, hvad han ikke blev populær på,så han fik det røde kort og måtte udvises. Vi ser frem til Kulturnatten og mødet med sjove mennesker, der kommer og kigger til os.


Alle er velkomne til at være gæst i et rigtig ægte mongoltelt lørdag 6. november ml. kl. 12 - 18. I kan finde os ved Sognegården, bagved Birkerød Kirke.